NOTE: 

Virtu Musette vil fremover få tilknyttet flere skribenter, og vi vil udvide inholdet med mere cykelrelateret guf. Video og podcast er også en del af ruteprofilen. Nu er vi igang, og vi håber, du vil føle dig inspireret og underholdt - det er vores hensigt. Tilmelde dig Virtu Musette og følg vores udvikling fra amatør til pro... 

Har du idéer og input, er du meget velkommen til at skrive til os.

Join the Ride
Virtu Musette radaktionen

Manden uden skygge

Manden uden skygge

Det helt store drama om den gule trøje udeblev i 2018. Så det får du i stedet her i tilbageblik på det legendariske kongeslag i Touren i 1971. 

Af Per Bausager / Foto: Ritzau Scanpix

“Uden nogen nerver træder han i pedalerne som i en drøm, som i en jeg ved ikke hvilken form for alternativ tilstand, med foragt for udmattelsen, øjnene fast fæstnet til asfalten, med munden halvt åben som en fisk. Vi bliver ikke indviet i nogen dybere sandheder. Der kommer ingen tegn på nogen udveksling med publikum, ingen hemmelig forståelse, intet andet end en blodløs hyperaktivitet. Han føler tilsyneladende ingen smerte, intet besvær. Han træder i pedalerne, det er alt. Hvor er Eddy Merckx? Hvem er han? Hvem eller hvad tænker han på? Intet, tydeligvis. Ingen. Han er er ligeglad med alt andet end dominansen. Den ubønhørlige monotone handling…. Han leder tankerne hen på en ulykkelig gud, der stiger ned på jorden nu og da. Han er en mand uden skygge, der kan se direkte ind i solen uden at skælve det mindste med sine smukke øjenlåg, og hans skæbne er en skæbne, fra hvilken al svaghed og enhver svaghed og enhver glæde over at eksistere synes elimineret.”

/George Perrot (fransk forfatter som havde set Eddy Merckx i et cykelløb i Blois)

 

TOUR DE FRANCE 1971

Man siger, at de formative år gør det uudsletteligste indtryk i erindringen. I hvert fald har ingen Tour gjort så stort indtryk på mig som denne udgave, hvor Leif Mortensen blev nr. seks, og hvor en aldrig overgået duel mellem Eddy Merckx og Luis Ocana udspillede sig i løbets centrale fase.

Merckx var ankommet til starten af Touren i Mulhouse med selvtilliden i orden efter at have vundet de to foregående Tours, og i indeværende sæson havde han indkasseret sejre i blandt andet Sardinien Rundt, Paris-Nice, Het Volk, Milano-Sanremo, Liege-Bastogne-Liege, Midi Libre og Dauphiné Liberé. Med andre ord, alt var som forventet, da ham med sit frygtede Molteni-mandskab satte konkurrenterne grundigt til vægs på den kun 11 km. lange holdtidskørsel, der udgjorde løbets prolog. Hvad der til gengæld var helt usædvanligt, var, at han lod sin holdkammerat, Rini Wagtmans køre først over stregen og tage den gule trøje. En uhørt gestus fra Kannibalen. Det blev der dog hurtigt lavet om på allerede på første dags anden halvetape fra Basel til Fribourg, hvor trøjen kom tilbage, hvor den hørte hjemme. På skuldrene af Eddy Merckx. 
 

Luis Ocana og  Leif Mortensen i aktion.   AFP PHOTO/Scanpix

Luis Ocana og  Leif Mortensen i aktion.  AFP PHOTO/Scanpix

På 2. etape fra Mulhouse til Strasbourg viste Merckx atter, hvorfor han kaldtes Kannibalen, da et echapée royale med 15 favoritter ankom til den farlige cindersbane i fois gras-hovedstaden. Selvom Merckx var topfavorit til at vinde Touren, var tanken om at passe på sig selv ham fremmed, og med højrisiko for styrt angreb han den akrobatiske og lynhurtige Roger De Vlaeminck i sidste sving og sejlede forbi til sin første etapesejr i årets Tour.     

Herefter var det business as usual, og alt tydede på, at det ville blive en formalitet for Merckx at træde sin tredje Tour-sejr hjem. Men det skulle snart vise sig at gå meget anderledes.

Det første onde varsel kom på 8. etape fra Neves til vulkanen Puy de Dome, i hjertet af Massif Central. Mortensen havde ført et dræbende tempo op igennem skoven nede fra Clermont-Ferrand, og da de kom op til spiralvejen, der snor sig omkring vulkanen, angreb Ocana, og Merckx kunne ikke følge ham. Han måtte endda også lade Van Impe og Zoetemelk køre. Et opsigtsvækkende resultat, selvom Merckx fortsat var i gult, 36 sekunder foran Zoetemelk og 37 foran Ocana.

På 10. etape var der mere dårligt nyt til Merckx. På nedkørslen fra Col du Coucheron punkterede han på forhjulet med 80 km/t. Kun hans ekvilibristiske kørefærdigheder forhindrede et alvorligt styrt, men straks angreb Ocana som en kanonkugle, sammen med hvad var tilbage af hans BIC-mandskab. Bilerne var langt bagude, og Merxkx måtte vente et minut på at få et nyt hjul. Herefter skulle Col de Porte klatres, og Merckx manglede kort før pashøjde kun sølle 80 meter i at komme op til kortegen, da løbsdirektør Goddet lavede barrage. Merckx brød sammen og havde sat halvandet minut til, da han kørte ind på cyklebanen i Grenoble, hvor tilskuerne piftede ad ham. Hans hidtidige suverænitet havde gjort ham forhadt blandt de franske tilskuere.

Merckx, taler med sin sportsdirektør Mr Driessens.  Scanpix Denmark

Merckx, taler med sin sportsdirektør Mr Driessens. Scanpix Denmark

Luis Ocana lod ikke den sårede Kannibal få en chance for at komme sig. Dagen efter, på 11. etape udførte han en af historiens største præstationer, da Ocana i et soloudbrud over hele dagen på den 134 km. lange etape op til Orcieres-Merlette kørte feltet sønder og sammen. Han lagde fra land på den korte, men ultrastejle Cote de Laffrey, og Merckx, som næsten ikke havde sovet om natten på grund af mavesmerter, sad ikke engang i anden gruppe på toppen. Allerede der, var han to minutter efter Ocana, som havde skilt sig af med alle konkurrenter. Van Impe sad på mellemhånd, og de Thevenet, Labourdette, Petterson, Zoetemelk og Guimard var faldet ned til Merckx og tog derfra ikke én føring resten af dagen. Men de rakte ham dog en flaske vand fra tid til anden. Da rytterne kom op til skistationen, var Van Impe seks minutter bagud, og Zoetemelk og Merckx, som blev tre og fire, næsten ni minutter agter. Luis Ocana havde udført en skelsættende bedrift, som for altid står som en milepæl i cyklingens historie. Og han førte nu Tour de France med 8.43 foran Zoetemelk, og Merkx var nummer fem, 9.46 efter.

Dagen efter var der hviledag oppe i Orcieres-Merlette. Merckx kommanderede Molteni ud på et brutalt hårdt træningspas og indviede dem i sine planer for 12. etape ned til Marseilles. Etapen startede med nedkørslen fra skistationen, og så var det bare ned til havet - og der skulle angribes kl. 8.00, hvor starten gik.

I skolegården stak Merckx med sin holdkammerater Rini Wagtmans og Jos Huysmans samt en håndfuld andre følgesvende, og Merckx selv og Wagtmans førte an som kamikazer ned mod dalen. Det skabte hul ned til de andre favoritter, der havde stået og skrevet autografer, da startflaget gik. Og nu indledtes et 251 km. langt forfølgelsesløb - det længste i hele Tourens historie. Favoritholdene kastede selvsagt alt mandskab i front for at lukke hullet, men Kannibalen havde ikke optjent sit øgenavn uden grund. Som en tornado rasede han ned igennem Sydfrankrig med de andre eventyrere flagrende som avner efter sig, kun af og til afløst af Huysmans og Wagtmans. Hans tempo var så grusomt, at da hans løjtnant Jos Bruyere punkterede nede i feltet, måtte sportsdirektøren sende alle tilbageværende Molteni-folk ned efter ham, men der blev kørt så stærkt, at de ikke kunne lukke hullet op til feltet, og de klarede sig kun akkurat igennem inden for tidsfristen. 

Merckx & co. bragede ind i Marseilles i rekordgennemsnit for en Tour-etape og var halvanden time foran tidsskemaet. Målområdet var ikke klart endnu, de fleste tilskuere sad på restauranterne og spiste frokost, og live-TV nåede ikke at sende. Marseilles borgmester, Gaston Deferre, blev så rasende over Merckx manglende forståelse for tidsskemaer, at han erklærede, at Marseilles aldrig mere ville være målby i Touren.

Merckx blev slået med millimeter af Luciano Armani fra SCIC, som havde siddet på hjul hele dagen. Typisk Merckx at køre omtrent 248 km. enkeltstart og så også ville vinde spurten. Den monumentale præstation indbragte ham dog to minutter tilbage på kontoen i det samlede regnskab.

Alle andre end Merckx ville nok have haft meget sløje piber efter sådan en dag, men det var ikke værre, end at han dagen efter vandt enkeltstarten, hvor han havde monteret den aldrig før sete gearing 51x11. I handlen fandtes der kun 13 tands kranse, men Merkx var manisk med sit udstyr, og havde fået specialfremstillet en 11-tands.

Dagen efter skulle verden opleve et nyt episk drama. På løbets første Pyrenæ-etape. Da rytterne var på vej op ad Col de Menté, brød helvede løs i to betydninger. Himmel og hav stod i ét i en frygtelig tordenstorm, og under de dommedagsagtige atmosfæriske forhold indledte Merckx en lang serie af angreb, som dog besvaredes af Luis Ocana. 

Da de rundede toppen, angreb verdens bedste nedkører, Eddy Merckx for fulde gardiner på de nærmest oversvømmede smalle og dårlige bjergveje. Billeder viser hvordan rytterne tog foden ned i svingene, mens kaskader af vand står op. Merckx selv styrtede to gang og slog sit ene knæ. Det var et pres, Ocana ikke kunne stå for. I et sving mistede han kontrollen over sin orange Motobecane og endte i dørken. Netop som han rejste sig, blev han påkørt af Zoetemelk og kastedes ind i klipperne, hvor han blev liggende og kort efter fløjet bort i en helikopter. 

Luis Ocana med en ødelagt skulder efter påkørsel af Zoetemelk.  LEGROS/Scanpix Denmark

Luis Ocana med en ødelagt skulder efter påkørsel af Zoetemelk. LEGROS/Scanpix Denmark

Merckx ærede den udgåede Ocana ved at nægte at køre i førertrøjen næste dag. Han ville endda forlade løbet, da han fandt det uværdigt at skulle vinde under disse omstændigheder, men løbsdirektørerne Levitan og Goddet overtalte ham til at blive. “Ocanas styrt har fjernet enhver glæde ved at vinde dette cykelløb” erklærede han.

15. etape var den korteste nogensinde med samlet start. Kun 19,9 km. Den gik opad hele vejen, til Superbagneres. Fuente vandt, og Merckx tabte et minut på den korte distance.

På den sidste bjergetape forsøgte Van Impe uden held at få skovlen under Merckx, men kunne ikke tage tid fra ham. Til gengæld tog Merckx sine konkurrenter på sengen på den flade etape til Bordeaux og satte mere end to minutter yderligere i banken. Han tog sig for god orden også etapesejren.

Sidste udfordring var en enkeltstart på 54 km. fra Versailles til Paris. Her var det barnemad for Merckx at indhente Zoetemelk med 2 minutter og køre yderligere 2.34 fra ham. 

Eddy Merckx havde vundet sin 3. Tour de France med 9:51 til Zoetemelk og 11:06 til Van Impe.

Eddy Merckx efter toursejren i 1971 sammen med rivalerne belgieren Van Impe ( th ) nummer tre og Hollænderen Zoetemelk, der sluttede på andenpladsen.  KEYSTONE/Scanpix Denmark

Eddy Merckx efter toursejren i 1971 sammen med rivalerne belgieren Van Impe ( th ) nummer tre og Hollænderen Zoetemelk, der sluttede på andenpladsen. KEYSTONE/Scanpix Denmark

De største kasketbærere

De største kasketbærere