NOTE: 

Virtu Musette vil fremover få tilknyttet flere skribenter, og vi vil udvide inholdet med mere cykelrelateret guf. Video og podcast er også en del af ruteprofilen. Nu er vi igang, og vi håber, du vil føle dig inspireret og underholdt - det er vores hensigt. Tilmelde dig Virtu Musette og følg vores udvikling fra amatør til pro... 

Har du idéer og input, er du meget velkommen til at skrive til os.

Join the Ride
Virtu Musette radaktionen

Fra klassikerhaj til sportsdirektør bag Fuglsang

Fra klassikerhaj til sportsdirektør bag Fuglsang

Lars Michaelsen om rigtige cykelryttere og om positionskampen. Og selvfølgelig om Jakob Fuglsangs Tour de France. 

Af Per Bausager / Foto: Mikkel Groth

Jeg har aftalt at mødes med Lars Michaelsen i hans residens, som ligger tæt på søerne i Lyngby. Lars er som bekendt tidligere klassikerhaj og nu sportsdirektør på Astana, som har Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Magnus Cort og Jesper Hansen på lønningslisten - og i øvrigt også har alle fire med på deres Tour de France-hold.

Det er en fantastisk sommerdag, og vi kan sidde ude i haven, hvor Lars som god halvitaliener har trukket en flaske Prosecco op - et perfekt og kærkomment valg til de 25 grader og den sene eftermiddag. 

LM_2.png

Planen er, at vi primært skal tale om Touren og hans danske ryttere, men i bilen på vej til Lyngby har jeg besluttet mig for at starte med at spørge ham om noget, som jeg har tænkt over siden 2007.

“Lars, siden 2007 har jeg ikke kunnet se Paris-Roubaix uden at tænke på dengang, du skiftede cykel, netop da du i frontgruppen kom ud fra Carrefour de l’Arbre og så røg på røven i næste sving. Hvilke tanker gik igennem dit hoved, da forhjulet forsvandt under dig?”

“Ha ha, ja hvad tænker jeg? Man ved jo, den er gal, inden man ligger der. Nu havde jeg siddet i syv timer med 5.5 bar i 28 mm ringe, og så får jeg denne cykel med hjul til almindeligt landevejsløb med smalle dæk og 7-8 bar. Hjernen er jo efter alle de timer og sving kodet ind på, hvor hurtigt man kan tage et givent sving, og den kodning forsvinder jo ikke bare, fordi man sætter sig op på en ny cykel. Jeg tænkte kun på én ting, at få lukket hullet op til de forreste og tog det næste sving, som jeg havde taget alle de andre, og så forsvandt hjulene under mig. Det gjorde det heller ikke bedre, at jeg var punkteret 4-5 km tidligere og kørte på en siver, som jo i princippet gav endnu bedre greb. Jeg vidste, at jeg var nødt til at holde mig kørende på den, indtil jeg nåede til svinget, hvor Christophe, mekanikeren, stod med min anden cykel. Hvis jeg stoppede på Carrefour de l’Arbre, så skulle jeg vente meget længe på assistance.”

“Hvordan var planen udtænkt?”

“Det var Bjarne, der havde udtænkt, at hvis jeg sad i frontgruppen efter Carrefour, så ville man i det sving kunne skifte cykel på meget få sekunder, da man var ret langt nede i fart, og så ville man have en betydelig fordel i en spurt inde på banen med “rigtige” racerhjul, hvilket jo er helt rigtigt.”

“Vil du betegne den dag, som din karrieres bedste, hvad angår gode ben?”

“Ja, den og så samme løb i 2002. Og sjovt nok så var der familiemæssige omstændigheder involveret i dem begge. I 2002 skulle jeg giftes, og mine kammerater var dernede. Paris-Roubaix var simpelthen min polterabend, ha ha ha. Og Paris-Roubaix i 2007, det havde jeg jo besluttet skulle være mit sidste cykelløb, så der var hele min familie nede og se løbet. Vi havde fest om aftenen på Park Hotel i Kortrijk, og Bjarne forærede mig cyklen, som jeg var styrtet på. Jeg har den faktisk nede i kælderen. Jeg henter den lige, så du kan se den.”

Lars forsvinder i husets indre og vender et par minutter senere tilbage med en Cervelo-racer i den berømte CSC-lakering. At se den vækker mange og gode minder om en storhedstid i dansk cykelsport. Et helt fantastisk dansk hold med Fabian Cancellara, Rolf Sørensen, brdr. Schleck, Ivan Basso, Stuart O’Grady, Jens Voigt, Jakob Fuglsang, Jacob Piil, Nicki Sørensen. og så videre. Et nullernes Team Sky.   
 

LM_4.png

Man kan se på Cervelo’ens aggressive opsætning, at det her er en professionel rytters cykel. Den ser ond ud, og jeg får lyst til at bestige den, men nærer mig af pietet for Michaelsens klenodie. 

“Hvilken egenskab sætter du højest hos en cykelrytter?”

“Fighterinstinkt. Jeg har ikke noget tilovers for cykelryttere, der piver. Det kommer man ingen vegne med. I mine øjne er f.eks. Søren Kragh Andersen en rigtig fighter. En rigtig cykelrytter. Jeg synes, der er alt for mange, der har undskyldninger og klager over det ene og det andet. Det gider jeg ikke at høre på. Det er en hel epidemi blandt franske ryttere at jamre, synes jeg. Har jo boet i Frankrig i mange år.”

“Hvilken rytter har gjort størst indtryk på dig i din egen karriere?”

“Jeg har jo altid haft min store lidenskab for klassikerne, så selvom det er et svært spørgsmål, tror jeg, at det må være Johan Museeuw. Han var en hård hund og en outstanding klasserytter ude fra Vestflandern. Her trænede han solen sort i mistrøstige omgivelser langs forblæste kanaler.”

“Og hvem vil du fremhæve i nutiden?”

“Det må jo nødvendigvis være Peter Sagan, som er helt fantastisk, og dernæst Greg Van Avermaet. De to, synes jeg, virkelig har sat deres aftryk på de seneste sæsoner i klassikerne. Deres dueller har været meget interessante.”

“Vidste man internt i pelotonen med det samme, at Sagan var et stratosfærisk talent?”

“Altså der har jo været nogen, der har troet på ham, og man har nok kunnet se internt på Liquigas, at her var en ung rytter med et særligt talent. Men det var nok først i hans sidste år på holdet, at det rigtigt gik op for resten af os, hvad der var i vente. Og senere endnu, at han blev den tusindkunstner, han er i dag, og som kan vinde alt muligt. På skrappe stigninger, massespurter, brosten og den grønne trøje i Touren.

“Jeg tror aldrig, jeg har talt om cykelløb med dig, uden at du har nævnt positionskampen. Hvorfor optager den emne dig så meget?”

“Fordi den er altafgørende. I alt, hvad der har med cykelløb at gøre, skal man regne baglæns, og det gælder også positionskamp. Tager man den ikke, eller formår man ikke den del, så er konsekvenserne derefter. Så har du et problem bagefter. Jeg har altid prøvet at lære at regne baglæns. Også med hensyn til træning. Hvis du skal være i form til april, så lad være at køre fuld gas i november, men byg op, til du skal toppe. Og skal du ramme Koppenberg i top-fem, så tænkt over, hvordan du skal bevæge dig, længe inden du kommer dertil. Du kan jo ikke sidde nummer 100, når der mangler 1000 meter til Koppenberg, og så køre frem til top-fem.”

“Du var jo kendt som en hård banan, når der skulle gives tacklinger i positionskampen. Var den der baglænsregning en metode, du brugte allerede dengang?”

“Ja, det var det. Tænkemådener jo opstået af dårligere erfaringer allerede i A-klassen hjemme i Danmark. Man finder ud af, at man ikke kom med, da toget gik ude ved Sengeløse, fordi man sad forkert placeret. Så må man jo finde ud af, hvordan man undgår at blive sat af på den konto. Og så lå det til mit temperament at slås.”

LM_5.jpg

“Men selvom man kan regne sig frem til en metode, så er der jo kun fem pladser i top fem, som 200 mand gerne vil have. Er det en viljesakt eller er den en teknisk akt at sidde der? Og hvordan overfører du din indstilling til rytterne?

“Det er en blanding af vilje og teknik, og jeg er ret insisterende overfor rytterne, hvad det angår. De er nødt til at sætte sig op mentalt, til at det er liv eller død, om du sidder deroppe. Tag nu Touren. Vi ved, at Jakob er god på brosten, og derfor skal vi bruge 9. etape til Roubaix offensivt. Jakob er tidligere mountainbiker og ved, hvor han skal sætte sit hjulsæt. Han kan måske se tre optioner, hvor Froome kun kan se én. Og der er ingen, som Peter Sagan, der kan du multiplicere med ti. Han er en ekvilibrist, som ingen kan måle sig med i positionskampen.”

“Du har tidligere nævnt for mig, at både Cort og Valgren har det lidt svært med positionskampe. Er det noget, de selv er bevidste om?”

“Ja, det er de. Det var eksempelvis Corts egen idé i Flandern Rundt, at han skulle stikke før de afgørende stigninger for ikke at drukne i positionskampen, og han kørte jo et fantastisk flot løb. Det er en dyr måde at køre på, som jeg aldrig selv ville kunne finde på. Men meget flot at kompensere for manglende færdigheder på den måde, og han var det jo for Valgren og ender i top 30.”

“Bruger du radioen meget?”

Ja, det gør jeg. Men kun i situationer, som strategisk kan ændre cykelløbet. De skal have ro til at sidde og snakke med de andre de første 150 km, men når der er udsigt til afgørende situationer, giver jeg dem alle de informationer, som, jeg mener, er vigtige.”

“Hvad er din holdning til radioen?”

“Jeg synes, man skulle gå tilbage til, at de kun er der i de store løb. Du og jeg har jo begge kørt helt uden, og jeg har prøvet at køre med radioer i den sidste del af min karriere. Jeg så det som et ekstra værktøj, men studerede selv i detaljer ruten alligevel. Der er mange ryttere i dag, som sidder på sociale medier og plejer deres image i bussen og ikke sætter sig ind i løbet. Men jeg er godt tilfreds, når jeg ser Cort og Valgren, som deler værelse, sidde og studere rutekort og tilslutte kabler til fjernsynet for at se gamle optagelser af klassikerne for at sætte sig op. Jeg kan også selv finde på at sætte links til Youtube ind i den race plan, jeg deler ud, for at de skal se, hvad det drejer sig om. Og da jeg havde eksempelvis Matti Breschel og Michael Mørkøv, gav jeg dem en rulle hvid Tesa-tape og bad dem om selv at udfylde løbets vigtige punkter på den. Jeg tvang dem til at være opmærksomme selv. I dag får mange den udleveret og sætter den på frempinden, og mange af dem ved ikke, hvad der står på den, fordi de er vant til at få alt serveret i øret.”

Mener du, at de skal lære at klare sig selv mere?”

“Ja. I sport management er det meget ofte, vi spørger os selv om, hvorfor fanden den ene eller den anden overhovedet er her. Han brokker sig over alt og bliver sat hver gang. Du skal jo have en grund til at være der. En drøm, som du vil kæmpe for, om det er at blive national mester eller at vinde en etape i Touren.

“Hvad med skivebremser?”

“De kommer jo lige om lidt, men jeg er ikke glad for dem. Af praktiske grunde. Per punkterer i Paris-Roubaix, ned med Pers reservecykel, op med Pers punkterede cykel. Så går der to kilometer, og Per punkterer igen. Hvad fanden gør vi så. Skal vi have en platform oppe på taget hvor mekanikeren kan sidde og skifte hjul, eller skal vi have pits hvor bil nummer 1 kører ind og ordner problemerne, og bil nummer 2 kører ind bag feltet med nye cykler? Det giver mange udfordringer for os. Men Specialized og TREK trykker hårdt på for at få den gjort til standard. 

“Hvad tænker du om Team Sky og den økonomiske ulighed, der er?”

“Man kommer jo ikke uden om, at der er en skrævvridning, men heldigvis er det jo ikke sådan, at de rydder bordet. Og slet ikke i klassikerne. Men det bliver jo spændende at se, om det har en effekt, når de kun må køre med otte ryttere - selvom det gudhjælpemig lykkedes for Froome at vinde Giroen - den første Grand Tour med  otte mand. Jeg kunne godt være tilhænger af en form for maksimum budget. Mange hold og ryttere krediteres jo ikke for, hvad de udretter, fordi de færreste forstår, hvor meget ringere vilkår de har til at udføre deres metier end dem, som Team Sky har. Og tænk, hvis det f.eks. var vores egen nyprofessionelle Niklas Eg, der havde haft salbutamol-sagen. Han havde ikke haft meget at skyde med økonomisk i forhold til Team Sky, der går ud og siger, at de afsætter 50 mio. kroner til at føre sagen for.

“Synes du, vi lærte noget af Giroen?”

“Ja, vi lærte det, som nogle af os godt kan huske, nemlig at man aldrig må give op, og at man hele tiden skal teste sine konkurrenter. Du ved ikke, hvordan de har det, før du har tryktestet dem. Og det er jo også det, som Jakob endelig har indset. Dauphiné sidste år gav ham det selvtillidsboost, der skulle til, og nu i Schweiz Rundt, som ham kom til lidt i tvivl om, hvor han var efter en højdetræningslejr. Så træder han ind på scenen og viser at han er lige så god som Porte og Quintana. Han har fået den der selvtillid, hvor han ved, at selvom de kører væk, og han ikke kan gå med i deres ryk, så er han så stærk, at han kan komme tilbage til dem. Han ved nu, at når han har det dårligt, så har de andre det også.

“Hvilken betydning har Jakobs nye selvtillid for jer andre på holdet?”

“Mit job er at forberede terrænet for kaptajnen, strategisk og organisatorisk. Det hele er nemmere når man har en kaptajn, som man føler sig sikker på kan levere. Det er også noget, der gør hjælperytterne meget bedre. At der er en sag, man tror på, og et højere formål med at grave dybere. Tag Juraj Sagan, som blev behandlet som skidtfisk på Liquigas og i dag sidder og udfylder en plads som hjælperytter. Det er Bjarnes fortjeneste. Da vi fik de to brødre på holdet, kaldte Bjarne os sammen og sagde: “Gutter, vi skal have lavet et ordentligt program til Juraj. Han er bror til Peter, og det kan ikke passe, at vi ikke kan få en cykelrytter ud af ham.” Og så gjorde vi det, og så blev han en ret god cykelrytter.” 
 

LM_6.png

“Hvad vil du råde Jakob til inden Tour de France?”

“Jeg vil råde ham til for alt i verden ikke at tabe tid inden den første hviledag - altså bortset fra den, som han kommer til at tabe i holdløbet. Det er nemmere sagt end gjort. Men han skal bruge sit hold til at holde sig fremme og undgå styrt og tidstab. Så skal han se 9. etape som en mulighed for at vinde tid til i hvert fald nogle af hans konkurrenter og derefter sørge for at få en god hviledag, inden det går løs i alperne fra 10. etape. Jeg tror, at Alperne kan blive der, løbet bliver afgjort. Jeg har jo kørt brostensetapen igennem med Valgren og Jakob, og jeg håber, at Valgren og Cort kan sidde fremme, når vi rammer pavéerne, så skal vi nok få sat ild under kedlerne. Vi skal bruge den etape offensivt. Det koster dig 10 år af dit liv at vinde 15 sekunder på en enkeltstart, men kan du komme afsted i sådan et terræn, når der mangler 32 kilometer, så kan du vinde 1-2 minutter uden at have det dårligere end dem, der jagter. Her er der mulighed for at vinde indsatsen tidobbelt tilbage. Og som sagt, Jakob har evnerne til det, og derfor kan han gå ind til den etape med et helt andet mentalt overskud end Quintana, Landa, Bardet og Froome.”

“Ja, Movistar må virkelig frygte den etape?”

“Ja, selvom jeg synes, de skal have stor ros for at have sendt holdet op og køre 3 dage ved Panne og Flandern Rundt. Det var et klogt træk. Og Nibali kørte gudhjælpemig Ronde van Vlaanderen og sagde, at han aldrig havde forestillet sig, at cykelløb kunne være så voldsomt. Men han kæmpede, sad fremme og angreb i finalen, inden han døde med skoene på. Det letter jeg på hatten for.”

“Tror du at Astana kan lukrere på den forventede dyst mellem Movistar og Sky?”

“Tjah, det er jo i hvert fald Movistar, der sidder med våbnene til at udfordre Skys dominans. Og jeg synes, det er alle tiders, at de har meldt ud, som de har, at det er alt eller intet, og at de vil køre langt ude. Det er vel første gang i nyere tid, at nogen melder sådan ud og har så meget at have det i. Men det bliver spændende at se, hvor langt de er klar til at gå. Hvad hvis Quintana går ind i alperne 5 minutter efter Valverde? Er man så klar til at tage konsekvensen? Hvornår beslutter man, hvem der køres for? Det er der, man kan begynde at bruge det til noget. Hvis Valverde sidder og låser Froome, så kan Jakob måske køre væk med Quintana og Porte. Og Jakob har kørt den bedste Roubaix-etape. Det kunne være et scenarie.

“Men denne Movistar-trio, på papiret er den jo ren dynamit?”

“Ingen tvivl om det. De har tre mand, der kan køre så stærkt, at Sky muligvis skal tømme tanken for at hente bare én af dem. Så den ene dag kan det være Quintana, og den næste dag Landa, der tvinger dem til at gå i bund. Jeg er af mange årsager ikke nogen Movistar-fan. Blandt andet på grund af det nummer, de lavede i Giroen med at lade Quintana køre afsted og vinde løbet, mens etapen var neutraliseret, og alle andre ryttere stod og pissefrøs på toppen af Stelvio. Movistar er bare ikke særligt kollegiale. Men jeg er begejstret for deres oplæg til Touren i år. Og Valverde kan man jo kun beundre. Han har så meget klasse og kan få alle andre til at ligne statister på sine store dage.” 

“Hvad skal der til for, at Touren har været en succes for Astana?”

“At Jakob går i top-fem. Og det er jeg også overbevist om, at han gør, hvis han ikke har uheld.”

“Kan Valgren og Cort køre efter etaper?”

“Som udgangspunkt er deres opgave at hjælpe Jakob. Det er det, de skal tænke på, når de står op om morgenen, og når de går i seng om aftenen. Men der kan ske meget i løbet af tre uger, og selvfølgelig kan der opstå en situation, hvor de finder sig selv der, hvor de kan køre efter at vinde, og så skal de da gøre det. Jesper Hansens opgave vil blive at sidde hos Jakob, så længe han kan og så ellers spare sig for resten af pengene.

Samtalens længde og indholdet i Prosecco-flasken har på forunderlig vis vist sig at passe perfekt sammen, og jeg rejser mig for at sige farvel og tak for en interessant samtale. 

Jeg ønsker Lars, Fuglsang, Valgren, Cort og Hansen held og lykke i Tour de France og glæder mig allerede somet barn til Roubaix-etapen. 

Riis klumme: Min drøm er et dansk storhold

Riis klumme: Min drøm er et dansk storhold

Froomes lyserøde kup

Froomes lyserøde kup